Sommerferie og fiskeri med børn.


 
Fortælling og fotos: Lars Brinch Thygesen
 

En historie og fisk af lidt mindre størrelse end vi normalt ser på hjemmesiden....

Fotos og følgende historie til orientering nu hvor mange er startet på ferie eller snart går en dejlig sommerferie i mø-de.
Hvis følgende beretning kan inspirere forældre og/eller bedsteforældre til at kopiere vort lille arrangement, tror jeg ikke vi bør bekymre os om fremtiden i SSF - så er de kommende medlemmer nemlig fanget. Vi har netop haft en pragtfuld oplevelse - nydt vore dejlige vandløb og fanget fisk  - ganske vist ikke så store som de der pryder vor hjemmeside denne sommer, men mindre kan også gøre det...for vi havde alle nogle pragtfulde timer, som snart skal gentages.

Nu er skoleferien startet og inspireret af de flotte fisk på hjemmesiden ville vore børn gerne fiske. Vi har tidligere været en del i Endrup Fiskesø for at lære at kaste og fighte en god og stærk ørred - vedhæftet foto fra foråret - hvor alle fik flotte fisk.
Vi har mange muligheder for fiskeri herude på landet ved Sneum å. Men der var/er meget vand i den store å og vi besluttede mandag aften at forsøge fiskeriet i vor lille bæk. Vi var alle forberedelserne igennem sammen. Først skulle der graves orm, derefter ledte vi efter fiskegrej og endelig var vi klar.

Anne Kathrine startede med at fange en meget flot bækørred - med fine hele finner. Snart fulgte Søren og Andreas med hver 2 fisk af ikke dansk herkomst, men flotte var de og vi nød solnedgangen ved stryget nede i den store å opstrøms motorvejen.
Efter rensning ved hjemkomst fra åen, var der stor begejstring, stolthed og utålmodighed da der skulle laves aftensmad her til aften. De stolte fiskere spiste sammen med mor og far de fine fisk, efter de havde fået en tur på vor "supermoderne" og meget effektive grill. Til alles tilfredshed smagte de ganske fortrinligt - kombinationen af nogle i folie og andre direkte på risten med frisk smør og nyopgravede kartofler til, kan varmt anbefales.

De bedste sommerhilsner og god ferie med børnene.

Anne Kathrine, Andreas, Søren, Lone og Lars