|
Kilde: Ribe amts
hjemmeside
Snæbel og vild
laks sikres bedre forhold
Den vilde
laks er akut truet. Og laksefisken Snæbel findes kun i den danske
del af Vadehavet. Et naturgenopret-ningsprojekt omkring Karlsgårde,
Holme Å og Varde Å skal nu sikre bedre forhold for begge fiskearter.
Det besluttede miljøminister Hans Chr. Schmidt ( V), formand for
Ribe Amts udvalg for Teknik og Miljø, Thyge Nielsen (V), og Sydvest
Energis bestyrelsesformand, Jens Bahne Jørgensen, på et møde den 9.
februar 2004.
Naturprojektet sikrer væsentligt bedre adgang til Varde Å, Holme Å,
Grindsted Å og Ansager Å for vandrefiskene snæbel, laks og ørred.
Disse fisk har i dag meget vanskeligt ved at finde forbi
vandkraftværket ved Karlsgårde. Projektet sikrer samtidig fortsat
økonomisk bæredygtig drift af Karlsgårde Vandkraftværk, baseret på
ca. 2/3 af de nuværende vandmængder.
Projektet
forventes at koste omkring 18 mio. kr. Halvdelen vil blive søgt
finansieret via EU’s såkaldte LIFE-midler. Herudover vil Sydvest
Energi og Miljøministeriet bidrage med 3,5 mio. kr. hver, mens Ribe
Amt bidrager med 1,5 mio. kr.
I projektet
indgår tilbagelægning af al vandet fra Holme Kanal til Gl. Holme Å,
efter at denne er blevet restaureret. Endvidere anlægges et stryg i
Grindsted-Varde Å vest for Ansager, som leder en fast og noget
større vandmængde end i dag til Varde Å. Der foretages ingen indgreb
i selve Varde Å, men projektet er ikke til hinder for at åen på et
senere tidspunkt eventuelt kan restaureres og tilføres mere vand.
Miljøminister
Hans Christian Schmidt lægger vægt på, at der er opnået lokal
enighed om rammerne for det omfattende naturgenopretningsprojekt,
som sikrer en gunstig bevaringsstatus for snæbel, samtidig med, at
projektet vil give gode muligheder for friluftslivet og natur- og
kulturformidling for børn og unge.
Sydvest
Energi, som fortsat vil være ejer af Karlsgårde Vandkraftværk,
finder det tilfredsstillende, at kraftværket kan opretholde en
økonomisk bæredygtig drift og producere grøn energi, samtidig med at
forholdene for fiskebestandene i vandsystemet forbedres.
|